This could be something interesting

Dagen lå ganske roligt hen, omkring i skoven kunne man faktisk ikke se den helt store aktivitet. Selvfølgelig var der masser aktivitet, blot man ledte de rigtige steder, men for omverden lå skoven nu ganske øde hen. Når man bevægede sig rundt imellem træerne, betragtede hver enkel skønhed, ja så kunne man ganske enkelt blive betaget. For et menneske ville dette sted være tom, der ville være dyreliv selvfølgelig men de ville ikke høre de elvere der engang imellem kom forbi i skoven. Solen hang blidt på himlen og i lysningerne kunne man se skyggerne fra bladende, derpå hvor solen ramte imod. Dette var faktisk en ganske smuk dag, specielt med fuglene der kunne høres i baggrunden og den rolige brise der engang imellem ramte imod skoven.
Imellem træerne, eller rettere oppe i træerne løb en ung mand rundt. Med andre ord han sprang fra den ene gren til den anden, alt i mens han vel forsøgte at få noget at lave. Det med at leve evigt, kom ofte med det problem med at hver dag kunne blive den samme. Så uden noget at lave, kunne alting også blive utroligt kedsommeligt. Specielt for denne Elver, Dorian, der allerede i forvejen havde levet ganske længe. Han kendte til denne skov på mange måder, så lige nu var det vel blot om at få dagene til at gå og aktivere musklerne. Med et lavede han et hop fra en af grenene og derpå skød han direkte imod jorden, som han ramte med et fint rullefald. Han rettede hurtigt på tøjet og vendte de elektriske blå øjne rundt for at betragte sine omgivelser.

Påklædning

For Samantha var skoven et helligt sted for elverne og ingen andre end elverne måtte sætte fod indenfor skovens grænse. Hun kunne bruge timevis på bare at kigge på skoven og ikke kede sig. For hver gang, hun kiggede på skoven skete der et eller andet som fangede hendes interesse. Der var nemlig altid noget nyt ved skoven. Enten så var der kommet nye blomster, eller et dyr dukkede op. For mange andre ville det sikkert være kedeligt at kigge på skoven, også selvom den forandrede sig ganske langsomt, men ikke for Samantha. Menneskebyerne havde hun aldrig været i nærheden af, og hun gad heller ikke derhen. Mennesker og dværge havde ikke samme respekt for skoven som elverne.
Samantha stod lænet op af et træ med lukket øjne og nød bare stilheden. Pludselig blev stilheden afbrudt og hun åbnede sine øjne. Hendes grønne øjne scannede området for at få øje på stedet, hvor lydene kom fra. Hun så straks til højre side, da hun hørte et dunk som når nogen landte på jorden efter at have hoppet. Samtidig med at hun havde set rundt havde hun trukket sin bue og lige nu sigtede hun på personen som havde afbrudt stilheden med en pil. Dog sænkede hun pilen ned imod jorden, da hun så det var en elver. Snefnug var landet i Samanthas hår og gjorde det en anelse vådt. "Du forskrækkede mig." Sagde hun på elvisk.

Som var han i sine egne tanker, var det først da lyden af en andens sko ramte ham, at han hurtigt fik trukket sin bue frem og lagt en pil i, hvorpå den blev rettet imod vedkommende bag ham. Det var dog der han opdagede, at vedkommende i virkeligheden var en elver selv, så uden rigtig at tænke over det, slap han i spændingerne omkring skaftet og lagde pilen, samt buen tilbage igen. Han lagde nysgerrigt hovedet på skrå og bevægede sig stille imod hende. Der var noget omkring denne unge kvindelige elver der forekom ham bekendt...som havde han set hende før.
De skarpe elektriske blå øjne, betragtede hende nøje og efter noget tid gik det stille op for ham, hvem det enlig var han stod overfor. Hun var dog blevet ældre og smukkere, ligesom alle andre elvere bar hun den klassiske elegance og ynde der forekom ved denne race. Han hævede det ene øjenbrynet og sendte hende et lille smil Samantha hvor har det været længe siden" det var let at sporer varmen i hans stemme, det var tydeligt hans ord var sande og han i den grad mente hver og en af dem. Det havde skam været længe siden de sidst så hinanden og det var blot dejligt, at se hende igen...nu var det blot om hun følte det samme den anden vej.

Samantha var som regel meget social, men kun overfor dem som hun kunne lide. Hun var langtfra den generte type. Hvis hun havde en mening, så sagde hun den, også selvom hun vidste at nogle ikke ville kunne lide det. Elveren foran hende virkede ret bekendt, men de havde måske bare gået forbi hinanden på et tidspunkt uden at snakke sammen? Tanken om at det kunne være derfor gjorde at hun ikke tænkte mere over det. Hun brød sig ikke helt om at han gik tættere på hende, men hun skjulte det ved at blive stående og se på ham med et roligt blik. Hun lagde hovedet lidt undrende på skrå, da han smilede til hende. Hun blev lettere forvirret, da han begyndte at snakke.
Der gik lidt tid før det gik op for hende, hvem det var som stod foran hende og forventede en reaktion fra hende. "Dorian." Mumlede hun imens et par få minder fra hendes barndom viste sig for hendes indre øje. Hun fik et lille smil om læberne. "Det har så sandelig været længe siden. Du er blevet meget højere." Hvilket var en af de ting som hun lagde mest mærke til. Han var blevet højere end hende!

Det var tydeligt, at se hun ikke just havde husket ham, eller mere i denne krop. Han var jo blevet ældre end sidst de havde set hinanden, de havde været så unge og nu var tiden jo bare gået, man blev ældre og tiden forandrede en. Dog da det endelig gik op for hende hvem han var, hvem det var hun talt til var det mere end tydeligt for ham. Han gengældte smilet og tillod sig denne gang at gå tættere på. Han klukkede kort over hendes kommentar. Han var ganske nok højere end hende, igennem årerne havde hans krop forandret sig ligesom hendes havde.
Han lagde armene over kors "Mellon, det har det godt nok...tiden forandre os alle også du har forandret dig" han lagde hovedet på skrå, betragtede hende stille med de blå øjne. Han vendte blikket op af "vil du gå med mig, eller med andre ord kan jeg nyde dit selvskab og snakke omkring alle de år vi var væk fra hinanden" spurgte han og hævede øjenbrynet spørgende

Samantha kunne tydeligt huske alle de narrestreger, de havde lavet og hvordan hun altid havde glædet sig til næste dag, når hun prøvede at sove. Hun betragtede Dorian imens han snakkede med et svagt smil. Han var sandelig gået hen og blevet til en meget flot fyr, men som regel var elvere jo smukke. Hun trak på sin ene skulder. "tja, jeg er blevet mere feminin." Hun smilede kort drillende til ham. Hun gik hen ved siden af ham.
"Selvfølgelig vil jeg det. Det er altid dejligt at snakke med gamle venner." Hun havde ikke mange gamle venner, men stadig.. det var altid dejligt at snakke med en god ven! "Hvad har du lavet de seneste år?" Spurgte hun imens hun begyndte at gå, og forventede at han fulgte med. Hun var faktisk overraskende meget nysgerrig omkring ham. Han havde betydet rigtig meget for hende engang.

Minder om barndommen dukkede op, minder om deres daglige små gøremål. De to havde været et par djævle og det var i sandhed også de dengang havde levet højt på! Han blev hurtigt mindet om alle de sure elvere...der måske ikke havde været helt så glade for det de havde gjort, som de selv havde. Det bragte ham næsten et smil på læberne. Selvom fortiden var så længe væk og de to ikke havde det hinanden længe...så havde hun været hans nærmest bedste ven dengang han havde været ung. De to havde været det perfekte makkerpar når det kom til spøg og narrestreger. Han klukkede stille "du er blevet en smuk kvinde mellon" rettede han på hende, selv som ung havde han været typen som blot sagde hvad han havde på tankerne, og man kunne tydeligt siger en ting ikke havde forandret sig!
Det bragte et smil på hans som hun sagde ja, og stille gik de side om side igennem skoven. Det var underligt, for Samantha havde været en utrolig vigtig person for ham og efter så lang tid hvor de ikke havde været sammen...så gik de her side om side. Han skar en grimasse ved hendes spørgsmål "jeg har vokset op...åbenbart også i min højde" han blinkede drillende ned til hende. Med sine 1,89 var han da meget høj og det stod endnu mere tydeligt når han så også var elverens elegante form. Han lagde armene over kors "jeg ved det ikke, jeg flyttede rundt og oplevede verden" det var vidst det eneste svar han havde, da der ikke just var sket overdrevet meget igennem de sidste mange år "hvad med dig?" nysgerrigheden stod i de blå øjne og han betragtede hende let

Samantha havde ikke tænkt meget over sin barndom, de seneste mange år. Hun var ikke typen, der dvælede ved fortiden. Hun huskede at venskabet imellem dem var begyndt at blive opløst, da hendes mor blev dræbt af en ork og hendes far havde sendt hende hen til sin søster fordi han fik travlt med at arbejde. Hendes storebror havde hun aldrig mødt eftersom at han var taget til menneskebyerne før hun blev født. Om han overhovedet vidste at hun eksisterede var hun ikke sikker på. Hendes forældre havde aldrig rigtigt snakket om ham, så hun vidste ikke hvordan han så ud. Hendes far levede stadig, og de snakkede stadigvæk lidt, men ikke meget. Hendes far var stadigvæk tynget af sorg over moderens død. "Tak, tak, det hører jeg tit." Sagde hun med et kækt smil om læberne. Hun var heller ikke typen, der rødmede over at få komplimenter fra drenge. For hende var det blot tomme ord.
Sneen knasede under hendes skindstøvler imens de gik og efterlod fodspor. Kulden kunne mærkes og hendes kinder blev lidt røde af det. Hun så kort på ham. "Har du været i menneskebyerne?" Hendes største drøm var at besøge menneskene, men hun havde aldrig haft tiden til det. "Jeg har ikke lavet så meget. Jeg har haft travlt med at være jæger. Ikke rigtigt noget interessant." Hun trak kort på sin ene skulder.

Han rullede med øjnene af hende, men om ikke andet fik hendes ord et smil på hans læber. Det var ikke fordi han snakkede synderligt meget med andre elvere, så det var nu dejligt igen at kunne snakke med dem der bragte smil på hans læber. Han puffede drillende til hende med den ene skulder "jamen dog, du får det jo til at lyde som om mændende sværmer om dig…hvad er du et lys og andre møl?" lød det ligeså kækt fra ham. Hun skulle da være sikker på, at få igen af egen mund…og ikke fordi han på nogen måde mente det i ond mening, ganske enkelt fordi det var ment i en form for morskab.
Han nikkede stille "Det er egentlig ikke det helt store, men jo jeg har skam besøgt en menneskelandsby og endda snakket med nogen af dem" han tav og klukkede stille "de er nu lidt uintelligente, det er så underligt at snakke med nogen…hvis liv ganske enkelt ville kunne ende i løbet af ingen tid. Ganske vidst kan vi dø, men vores slags dør ikke ofte som de gør" sagde han tænksomt. Han havde snakket med nogle mennesker og endda fået lov til at overværge en begravelse, da en af deres egne døde…det havde været en fuldkommen surrealistisk oplevelse for ham, netop fordi han stort set aldrig oplevede død på samme måde som dem. Det var jo utrolig sjældent elvere døde, så at være omkring en race der nærmest døde som fluer…ganske mærkværdigt.
Han nikkede stille til hendes ord, men sendte hende dog alligevel et smil "måske en dag, tager jeg dig med til en menneskelandsby også kan du med dine egne øjne selv betragte dem...hvis du da har lyst selvfølgelig" forslog han og så spørgende på hende. Det lød da til hun gerne selv ville se en menneskelandsby tæt på, så hvorfor ikke en dag tage hende med på en af sine ture? det kunne da være hyggeligt.

Rent faktisk så virkede det lidt som om mænd sværmede om hende. Hun var single, pæn og kunne passe sig selv. Enhver mands drøm, ikke sandt? Hun smilede drillende til ham, da han puffede til hende med sin skulder. "Faktisk, så er mange mænd efter mig fordi jeg er single, og de vil jo gerne slå sig ned med en yndig pige. Beklageligvis er de aldrig min type." Et lille suk forlod hendes læber, inden hun begyndte at grine lidt. "Og du må blive jagtet af pigerne gætter jeg?" Enhver kunne jo se at han var pæn.
"Mødte du nogle elvere?" Hun vidste godt at chancen for at han mødte hendes storebror var meget lille, men hvis man ikke havde håb, så havde man intet. "Det ville være dejligt." Hun havde aldrig fortalt Dorian omkring hendes storebror. Ingen kendte rigtigt til ham udover hendes familie. "Mennesker er mere skrøbelige end os og det har de altid været, men.. Jeg beundrer dem nu lidt." Hun smilede svagt til ham.

//Kort svar, sorry. D: