Sometimes, old friends are lost - Dylan

t: omkring frokost
s: en gård i Østfold
v: iskoldt, men ingen sne falder. Ingen blæst.
o: sne og kulde.

Mennesker var så... Simple, ligeglade med så meget. Ikke desto mindre var de også de bedste til at avle heste, deres heste var noget af de smukkeste hun nogensinde havde set. Milde af sind men stærke og elegante. Hun elskede heste.
Hun var taget til Østfold i Rohan, for det var den stald hun var mest vant til at besøge da hun havde været lille.
Men nu var hun ikke længere en lille pige, men en ung kvinde. Og hendes krop var fyldt ud på de rette steder. Hun vidste det udemærket godt selv. Hun vidste at hun var sexet. Men hun gjorde intet ved det - hun var lidt ligeglad nu.
Hun nåede langt om længe til stalden som hun ikke havde set i næsten 30 år. Roligt gik hun nærmere, iført en hvid skjorte der var for stor, med et flettet bælte om livet, som fremhævede hendes hofter, og under skjorten havde hun et par sorte bukser. Håret hang løst om hendes skuldre og med store grå øjne kunne hun ikke være mere elegant at se på. Hendes støvler stoppede lige under knæet, og over skulderen havde hun en simpel taske med sine kontanter, legitimation og en enkelt daggert, til for en sikkerheds skyld.
''Hallo..?'' mumlede hun, da hun stak hovedet inden for i stalden, for at se om der var nogen. Men hun havde nok talt for lavt, for hun hørte intet svar.
Derfor gik hun ind i stalden og lukkede stalddøren efter sig, hvorefter hun så gik direkte hen til den første hest hun så, og begyndte at ae den over panden. ''Hej smukke..'' hviskede hun kærligt, og lod de grå øjne glide over hestens hoved. Hun smilede for sig selv mens hun blot stod og aede hesten over panden.

Dylan klikkede lidt med tungen for at få hesten i trav, hvilket den med det samme gjorde. Denne hest var jo trods alt hans egen og havde været det i syv år nu. Han strøg hesten, Jay, over halsen. Jay var en brun hest med en hvid stjerne på panden og ned til mulen. Han styrede hesten hen imod stalden samtidig med at han fik øje på en skikkelse gå derhen. Hans far var i huset som lå bagved stalden, og ved siden af den store fold som hestene græssede ved. Hegnet som hestene var inde bagved var lavet af træ som Dylan havde fundet og gjort til et hegn. Han hoppede ned fra Jay, da han nåede hen til stalden og trak ham indenfor i stalden. Dylan havde en hvid skjorte, der var lidt beskidt, brune bukser og brune skindsko. Han betragtede kvinden undrende. Hans brune lange hår hang lidt ned over hans mørkebrune øjne.
"Kan jeg hjælpe dig, frøken?" Spurgte han høfligt. Det begyndte at gå op for ham at hun var elver, hvilket hendes udseende også havde været med til at få ham til at indse. Hun var jo smuk, enhver mand kunne se det. Jay prustede lavmælt.

Elrowien så op fra hesten og direkte op på den unge mand der så på hende.
Han var ung - uden tvivl. Hun havde aldrig set ham før, så det gjorde ham yngre end de 30 år i hvert fald. Hans brune hår som hang elegant om hans ansigt og ned til nakken virkede på ingen måde groft, mere... Smilende, på en måde. Brune øjne, som var tillidsfulde og dybe. Hun kunne ikke lade være med at smil.
''Goddag Sir.'' Sagde hun og så på hesten hun havde aet. Hendes smil blev en smule større.
''Mit navn er Elrowien af Nargothrond.'' hun nikkede kort som formel hilsen.
''jeg er her blot for at erhverve mig en ny hest, da min elskede Althalias er gået bort.'' sagde hun, inden hun så lidt rundt. ''Jeg købte Althalias her, for nogle år siden, så jeg tænkte at i måske..?'' hun så kort på ham igen, stadig med et smil

Dylan nikkede kort som en hilsen, da hun præsentede sig selv. "Hyggeligt at møde dig, Elrowien af Nargothrond." Han smilede svagt og trak Jay ind i en boks, hvor han begyndte at tage sadel og grime af. "Mit navn er Dylan Valdon." Han gik ud af boksen og børstede sine hænder af i bukserne. Han så på hende med et høfligt smil. "Det gør mig ondt at din hest er gået bort." Han havde mistet mange dejlige heste i sin levetid dog ikke nogle der havde været hans helt egne.
"Du virker allerede til at have fundet en sød hest." Han gik hen ved siden af hende og strøg hesten over halsen. "Jeg tror denne hest ville være perfekt. Hun er stærk, robust, modig. Jeg har redet hende et par gange. Hvis du vil have hende, så skal jeg lige hente min far. Jeg er ikke sælgeren her.. endnu." Når hans far døde ville Dylan tage over. Det var ikke ligefrem noget han glædede sig til, det kunne man tydeligt se og høre. Han havde et tæt forhold til sin far.

Hun lyttede roligt til hans ord, mens han talte. Hans stemme var mindre harmonisk end de elvere hun var vant til at snakke med - hun snakkede ikke alt for meget med andre end elverne derhjemme. Det var en lang tur, blot for en hest, men det var som det var.
''så, du er søn af Walder?'' hun smilede for sig selv. Dengang hun havde været lille, havde Walder solgt hende sin første hest. 30 år var længe. Tænk at han havde en søn! Hun smilede lidt for sig selv, og nikkede så roligt.
''en glæde at møde dig, Dylan.'' sagde hun med et varmt smil, inden hun så lidt på hesten.
''Jeg plejer ikke at købe en hest jeg endnu ikke har redet på.'' smilede hun roligt, og så på hesten.
''det skal føles helt rigtigt, ellers bliver det ikke rart at ride hende..'' sagde hun og lukkede de grå øjne lidt mens hun lyttede stille til vejrtrækningerne i stalden.

Dylan blinkede lidt med øjnene, da hun spurgte om han var Walders søn. Kendte hun hans far? Hans var ret populær i Rohan, eftersom hans heste var de bedste man kunne få i nærheden. De havde pengene og pladsen til at opdrætte gode heste. Dette var ikke første gang, han havde set en elver. Den første han havde set var dengang, han havde været femten år. En elverkvinde havde besøgt dem for at aflevere en skadet hingst, hun havde fundet i nærheden. Tilsyneladende var hingstens ejer blevet dræbt af orker. Hingsten var blevet solgt for to år siden til en venlig herre fra byen. Dylans første tanke om kvinden havde været at hun var noget af det smukkeste, han nogensinde havde set. Elvere var berømte for deres elegance, skønhed og evner. Dylan havde set få elvere siden da. De kontaktede ikke rigtigt menneskene, i hvert fald ikke af hvad Dylan vidste.
"Kender du min far?" Spurgte han forsigtigt inden han betragtede hoppen lidt. "Hvis du vil så kan du ride hende. Jeg henter lige en sadel og grime." Han smilede kort til hende inden han vendte om og gik hen til en væg, hvor var nogle sadler og grimer.

Hun smilede roligt til ham, og nikkede kort.
''jeg købte min første hest her for 30 år siden..'' sagde hun roligt, venligt Men hun var ikke glad for hans tilbud om grime og saddel. Det havde hun aldrig rigtig været til.
''Det bliver ikke nødvendigt.'' sagde hun med et smil, roligt. Hun åbnede hurtigt stalddøren og trak hoppen ud, og inden han så meget som kunne nå at sige noget til det havde hun svunget sig op på hoppens ryg og havde sat i rask galop ud på den nærmeste ridebane. Hun smilede bredt og lykeligt, da hun mærkede følelsen af et levende væsen under sig. Bare følelsen af frihed ved at sidde på hoppens ryg.
Hun lod en let latter undslippe hendes læber mens hun lod hoppen sætte over i trav mens hun slap med hænderne og bare lod hesten gøre hvad den nu end ville.

Nå, det var sådan hun kendte hans far! Det overraskede ham ikke rigtigt at hun havde fået en hest for over tredive år siden og lignede en i tyverne. Elvere var jo udødelige. Hans far plejede at sige de var halvguder, men om det var sandt vidste Dylan ikke. Han var blot et menneske, der passede heste, og var arving til stalden og huset. Det var ikke ligefrem noget glamourøst, men ikke desto mindre elskede han at tage sig af heste. Dylan så sig undrende over skulderen, da hun snakkede og pludselig lukkede hoppen ud. Han løb hurtigt efter hesten, men stoppede op ved ridebanen. Han grinede lidt ved synet af hende, der sad på hesten uden sadel eller noget. Han satte sig op på hegnet og så blot på.
Han kunne efter lidt tid høre fodskridt bag sig. Han så bag sig og fik øje på sin far. Walder havde gråt kort hår, og en del rynker. Walder lænede sig op af hegnet. "Ja ja, jeg vidste at hun ville komme tilbage. Hvem skulle ellers give hende en hest som er lige så god som Athalias var." Sagde faderen med sin hæse stemme.

Hun smilede bare, roligt.
Hun lod hoppen sætte i galop hen til Walder og Dalyn, og let og elegant sprang hun af og landede foran Walder.
'Guder, hvor er du blevet gammel at se på min ven!'' sagde hun med et let og varmt smil.
Hun bukkede kort for ham som hilsen.
''og du har fået en søn. Hvorfor undrer det mig ikke!'' grinte hun roligt og blinkede drilsk til ham. Roligt aede hun hoppen over panden.
''Jeg er sikker på at du husker mig.'' grinte hun roligt, med sit varme smil, og sine store grå øjne der nærmest lignede flydende sølv.
Hun elskede naturen, den var smuk selv med sne!

Walder havde en dejlig varm frakke lavet af skind og pels omkring sig, så han ikke frøs. Han var blevet en del ældre siden sidst, de havde set hinanden! En hæs latter forlod Walders læber, da Elrowien kommenterede på at han var blevet gammel at se på. "Ak ja, jeg har set bedre dage, men du er stadig så køn og ung som du var for 30 år siden!" Walder havde altid været lidt af en charmør og selvom han var gift skulle det ikke forhindre ham i at komplimentere kvinder, men hans hjerte ville dog altid tilhøre hans kone, det var sikkert. Dylan så skiftevis på dem imens de snakkede. "En stærk søn og en smuk datter. Jeg er en heldig far." Walder grinede igen med sin hæse latter. "Selvfølgelig husker jeg da dig, Elrowien. Jeg glemmer aldrig en kunde. Hvordan har din far det?" Walders mørkebrune øjne betragtede Elrowien nysgerrigt.
Dylan hoppede ned fra hegnet hvorefter han gik hen til hoppen og Elrowien. Han strøg let sin hånd henad hoppens ryg.

Hun smilede og så lidt på Dylan - stærk? Hun nikkede roligt over hans ord.
''Min fader er desværre mere syg end man kunne forvente af en mand i hans alder.. Siden hans hustru gik bort, har han hadet tanken om et evigt liv..'' sagde hun og så lidt på Walder, inden hun så tilbage på Dylan.
''Han er dog meget ung, er han ikke?'' spurgte hun roligt.
''men en god rytter, uden tvivl. Lige som hans far.'' hun så smilende på Walder igen.
Hun havde lidt lysten til at være lige så drillende og flirtende som dengang hun havde købt sin første hest hos Walder. Men hun var nødt til at tone det ned, det var jo ikke hans skyld at hun var trodsig over for sin pligt som adelskvinde.
''jeg går ud fra at du ikke længere tilrider dine heste, Walder?'' spurgte hun så roligt, inden hun så hen på Dylan igen.

Walder nikkede langsomt, da hun begyndte at snakke om sin far for at vise at han lyttede efter. Han rømmede sig lidt efter at hun var færdig med at snakke. "Så, du tager dig af alt adels arbejdet nu, hmm? Er du klar til det?" Walder kneb sine øjne lidt sammen som for at se lidt bedre, men det var mere fordi han undrede sig. Det var en lille vane, han havde. "Men, jeg forstår nu godt din far. Hvis min kone døde ville jeg ikke have evigt liv selvom jeg gerne vil passe på mine børn og en dag se mine børnebørn... men knægten dér, han gider da ikke gifte sig med en flot ung pige. Hrm!" Walder fnøs lavmælt for at vise han ikke var tilfreds, men han kunne aldrig finde på at tvinge sin søn til noget, han ikke ville. Dylan trak blot på sin ene skulder og smilede lidt.
"Ung? Han er 23 år. For mennesker er det en passende alder og jeg bliver jo heller ikke yngre." Walder smilede bredt, så man rigtig kunne se hans smilerynker. "Jeg vil gå så langt at sige at Dylan er en bedre rytter end mig." Walder nikkede på en bekræftende måde. "Din formodning er korrekt, m'lady. Dylan tager sig af det med lidt hjælp fra nogle ansatte. Vi har jo mange heste." Walder strakte sig lidt.

Hun så lidt på Walder, en smule opgivende.
''jeg frygter desværre at jeg allerede efter seks måner, har gjort min faders navn til skamme over for den øvrige adel... Ved et møde med vores konge virkede jeg overdrevent ubehøvlet. Kongen måtte opløse et helt rådsmøde...'' hun sukkede opgivende, inden hun så undrende på Walder.
''treogtyve år er ingen alder. Jeg forstår ham godt, det er meget tidligt for enhver at gifte sig.'' sagde hun inden hun så på Dylan. Hun var selv ved at blive prydlet på at hun skulle finde en mand - noget hun ikke ønskede sig.
Roligt så hun på hesten igen og smilede.
''jeg har ikke været nogen god rytter i den sidste tid. Siden min hest gik bort, har jeg ikke redet. Jeg er bange for at jeg er ved at miste taget på hestene.'' sukkede hun, en smule opgivende.
Hun så på Dylan igen. Han var ikke grim - han kunne sikkert få en smuk hustru. Men hun tvivlede på at det nogensinde ville blive noget hun blev indblandet i.
''Jeg ville elske at købe denne hest af dig, Walder. Hvor meget vil du have for hende?'' spurgte hun blidt, inden hun aede hesten over mulen. Hun smilede roligt til Dylan

Dylan forstod ikke politik og havde heller ikke tænkt sig at finde ud af hvad det mon var. Det der skete i verdenen, det skete, og så længe de ikke truede hans familie eller hjem var han ærlig talt ligeglad. Dværgene kunne angribe elverne eller omvendt som de lystede. Walder brummede lavmælt over det hun fortalte om at hun havde gjort sin far til skamme. "Hm, jaja, enhver kan begå fejl. Selv ikke elvere er helt fejlfrie. Omend ikke andet, så håber jeg da at du undskyldte overfor kongen. Jeg kender ikke så meget til jeres konger, men mon ikke din konge er en fornuftig mand, hmm?" Walder lagde armene over kors med et tilfreds smil. "Der findes mænd på nitten år, der er blevet gift, Elrowien. Det er meget normalt blandt mennesker. Vores børn er vor fremtid. Vi har ikke evigheden til at blive gift. Man skal slå til imens man stadig ser godt ud." Walder blinkede drillende til Elrowien. "Jeg står lige her. I behøver ikke snakke om mig som om jeg ikke er her." Kommenterede Dylan med et svagt smil.
"Ah ja, stakkels Althalias.. En flot hest måtte man sige, Althalias var. En af de fineste jeg har haft." Walder sukkede svagt, men han fik hurtigt fat i sit gode humør, da hun nævnte pris. "For dig, min kære, kan du få hende helt gratis. Jeg behøver ikke penge for tiden når alle kommer løbende til min stald for at få en hest. Vinteren er hård, mad er svær at få, men vi klarer os. Så, tag du hende bare. Hun virker meget glad for dig." Walder grinede kort.

Hun smilede undskyldende til Dylan.
''Jeg beklager hvis det fornærmer dig, Sir.'' sagde hun og smilede en smule drilsk.
''Vores konge er nok en af de mest fornuftige mænd jeg nogensinde har mødt - til trods for hans arrogance.'' sagde hun roligt til Walder.
''Min far ønsker også at jeg snart gifter mig. Men, som Dylan har gjort udtryk for, så er det ikke noget der er interesse i. Og jeg tvivler meget på at hverken min far eller Dylan ville være interesseret i at være indblandet i mine bryllupsplaner.'' sagde hun med et drillende smil.
Da hun fik at ide at hun måtte få hesten foræret, smilede hun taknemmeligt.
''En dag, vil din gavmildhed blive belønnet Walder.'' smilede hun og så på hoppen.
''Har hun et navn, eller..?'' spurgte hun roligt, og aede hoppen over mulen med et smil

Dylan trak let på sin skulder med et svagt smil. "Jeg er ikke fornærmet." Sagde han, også selvom hendes drillende smil hentydede til at hun godt vidste det. Han så hen på sin far. Walder gned sine håndflader imod hinanden for at få lidt varme i sine fingre. "Alle konger har en arrogance, hah! De hygger sig rigtigt på deres troner imens vi andre må slide og slæbe for dem. Pffh!" Walder himlede med øjnene. Walder havde aldrig været glad for den kongelige menneskefamilie. Han mente at det ikke var blod, der gjorde en til konge, men handlinger som historierne om Aragorn. Dylans smil blev lidt bredere af det Elrowien sagde om hendes bryllupsplaner. "Din far ønsker sikkert at give sin datter væk før han går bort. Præcis det samme vil jeg med min datter og jeg skal dælme edme sørge for at hendes fremtidige mand er ordentlig." Walder fnøs igen. "Vi navngiver ikke rigtigt vores heste. Mange vil gerne have muligheden for at navngive dem selv, så nej min pige, hun har intet navn. Vælg et godt navn til hende." Walder smilede svagt. "Men, jeg må gå nu, det var hyggeligt at se dig igen, Elrowien. Kom på besøg lidt oftere. Det er altid dejligt at møde en gammel ven." Walder begyndte at gå og man kunne svagt høre ham sige 'fandens til den kulde'. Dylan så efter sin far med et skævt smil inden han så på Elrowien igen. "Han er lidt.. direkte." Han grinede kort.

Hun nikkede roligt til Walder, da han gik igen.
Dylan var jo en smule ligefrem også, men ikke noget hun lagde mærke til.
''det er de fleste mennesker, så vidt jeg ved.''sagde hun roligt, inden hun satte sig op på hesten igen.
Hun smilede til Dylan, mens hun nærmest lagde sig ud over hendes hals.
''jeg må indrømme, jeg er træt af tanken om at skulle giftes væk til en adelig...'' sagde hun opgivende mens hun bare lå og nussede hestens hals.
''forældres ide om bryllupper...'' sukkede hun stille

Dylan smilede lidt over at hun nærmest krammede hoppens hals. Han kunne ikke rigtig lide at sælge hestene, han var altid bange for om det var den forkerte person, der fik dem, men han havde en fornemmelse af at Elrowien ville tage sig godt af hoppen. Måske var det fordi at hans far havde solgt hende en hest før? Walder plejede at vide hvem, der var den rigtige at sælge heste til. Der havde været gange, hvor Walder afslog en der ville købe en hest. Han kunne tydeligt huske engang, hvor en slagter var kommet og begyndt at snakke priser omkring en sort hest, der havde været slemt skadet ude i skoven af orker. Ifølge slagterens mening havde hesten ikke været i stand til at galoppere mere og kunne derfor lige så godt blive slagtet. Walder havde jagtet ham bort. Hesten var nu solgt til en af ridderne af Rohan og klarede sig fint.
"Så gift dig med en som du elsker. Der må da være en som du har følelser for." Han så op på hende med sine mørkebrune øjne. "Jeg forstår dem på en måde godt. Mine forældre lever ikke evigt. De vil bare sikre sig at mig og min søster kommer på rette spor. Din far vil sikkert have det samme for dig."

//Det bliver ikke de bedste svar fra min side de næste par dage - jeg skriver eksamensopgave, og det er en b*tch!//

''Der var en jeg engang troede at jeg havde følelser for. Men det er længe siden, og jeg tvivler på at han delte den type følelser.'' sagde hun, inden hun nussede hoppen endnu mere på halsen.
''Hvorfor giver du ikke dine forældre det de ønsker sig så? hvorfor gifter du dig ikke - og giver din far den glæde inden han må gå bort?'' hun virkede måske en smule spydig nu, men at han prøvede at belære hende om kærlighed - sådan en ung knægt? Ej, filme nej!
''Jeg har ikke meget tilovers for kærlighed, Dylan.'' konstaterede hun stille, og sprang ned fra hoppen igen.
Hun så en smule frustreret på hoppen og tilbage på Dylan.
''Har du en ide til at navn til hende? Jeg har opgivet lidt.''

Dylan prøvede ikke at belære hende om kærlighed, han sagde blot sin mening som han havde lært at man gerne måtte, men det var måske anderledes ved elverne? Måske var det en fornærmelse at fortælle om sin mening hos elverne? Men, nu var hun på menneske-jord, så hun måtte respektere at reglerne ikke var de samme. Han nussede hoppen lidt ved mulen. "Var det en elver?" Hans far plejede at sige at elvere helst ville være med andre elvere, men hans far plejede at sige så meget at kun halvdelen var sandt. "Fordi jeg knap nok kender pigen. Det er ikke fair overfor mig eller hende. Jeg kender kun hendes navn. Desuden har jeg ikke tid til at opvarte en kvinde lige for tiden. Nogen skal jo tage sig af hestene og skaffe brænde, eller mad til familien." Hans søster plejede at hjælpe ham, men hun var ved at lære at læse, så hun havde ikke tid for tiden.
Han kommenterede ikke på at hun ikke havde meget tilovers for kærlighed. Det var hendes valg. Han betragtede hoppen lidt. "Hvad med Irena?" Han så spørgende på hende.

//Fair. ^^ Havde sendt et svar ind for noget tid siden, men det er tilsyneladende blevet slettet. O.o

//Er ved at dø! Den opgave kvæler mig helt seriøst! Var til vejledning i går, og der sagde de, at jeg skulle benytte mig af Decameron - men den er på 883 sider! Det kan jeg umuligt nå at læse i dag...//

Hun så lidt ned, opgivende.
''Han var elver, men ikke samme stand som jeg...'' sukkede hun kort og lænede sig lidt op af hoppen.
''hvis din familie ikke kan klare sig nu, hvordan skal de så kunne senere - når du gifter dig? Din søster kunne gifte sig først, så hendes mand kunne overtage, men det tvivler på at hverken du eller hende ønsker at hun gifter sig allerede.'' sagde hun med et skuldertræk.
''kærlighed har desværre ikke meget at skulle have sagt i min situation. Jeg er en kvinde, jeg kan ikke overtage min fars titel uden en ægtemand - desværre.'' sukkede hun.
''Irena er et smukt navn. Det klæder hende nærmest.'' smilede hun stille, og aede hoppen over manken.

Dylan fortsat nussede hoppens mule og betragtede Elrowien imens. Han rynkede svagt på panden, da hun sagde at fyren også havde været elver, men ikke samme stand. "Hvad mener du med 'ikke samme stand som dig'?" Han så spørgende på hende med hovedet lidt på skrå.
"Vi har rigelig med penge. Vi kunne sagtens betale nogen for at hente brænde og den slags, men jeg.. vil gerne gøre det. Desuden er min søster langtfra gammel nok til at blive giftet og hun skal giftes med en hun elsker. Ikke en som bare vil.. udnytte hende.." De sidste to ord fik ham til at knytte sin ene hånd, så knoerne blev helt hvide.
"Hm.. Hvad så når din far.. er væk og du ikke har fundet en ægtemand? Hvad sker der så? Vil en anden tage hans titel?" Han var ret nysgerrig. Han kendte jo ikke så meget til elverne udover det hans far fortalte ham. Han nikkede kort angående det med navnet.

//awwwh! *Hugs* You can do it! I believe in you!

Hun så på ham, og genkendte godt den der reaktion han havde på omtalen af hans søster. Hun forstod ham dog ikke, det var jo helt normalt at en kvinde havde samleje med sin mand? Måske var hun bare selv for kynisk.
Hun var teknisk set forlovet allerede nu, men hun talte ikke om det, ikke med et menneske hun ikke engang kendte rigtigt.
"Titlen frafalder, tror jeg..." Sagde hun stille og så lidt på hoppen. Hvad skulle hun ellers sige?
"Traditionen tro, så vælger min far sikkert min kommende ægtemand." Sagde hun en smule distanceret.

Dylan hadede tanken om at hans søster kunne ende med at blive giftet bort til en som hun ikke elskede. Det skulle meget hellere ske for ham siden han ville være manden. Hans søster ville måske kunne ende med at blive gift med en frygtelig mand, der slog hende eller værre. Det skulle ikke ske. Hun skulle giftes med en som hun elskede og som elskede hende.
"Hvad med jeres konge? Tror du din far kunne finde på at spørge kongen om at gifte sig med dig trods at du gjorde ham lidt sur?" Spurgte Dylan og så spørgende på hende.
Hun ville ikke få problemer med at finde en mand, det var helt sikkert. Hun var virkelig smuk og virkede til at have en god personlighed. Hvis hun ikke havde det ville hans far nok ikke have solgt hende to heste. Eller, den ene gav han hende jo, men stadigvæk. Dylan kørte en hånd igennem sit utæmmede hår for at få det væk fra øjnene. Han var udmærket klar over at han så godt ud. Blikkene fra kvinderne og pigerne når han var i byen viste det jo. Han brugte bare ikke sit udseende som mænd ellers normalt ville gøre.

Hun så undrende på ham, da han spurgte om hendes far havde overvejet at gifte hende væk til kongen.
"Min far ligger for døden, og har end ikke kunne få en audiens hos kongen. Jeg tvivler om andet på at kongen ønsker at mødes med mig igen, efter at jeg gjorde ham sådan til grin." Sagde hun bare. "Desuden, hvilken konge vil giftes med en der end ikke kan opfører sig ordenligt ved rådsmøderne?" Grinte hun stille, mens hun så på hoppen. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle sige, mest af alt fordi hun ikke kendte ham. Hun kunne ikke spørge ind til noget, for hun kendte ham ikke.