Den store forsamling (Samantha)

S: Grønneskov, Elverkongens hal, tronsalen
O: Tronsalen i alt dens pragt, i midten et stort, rundt bord og stole rundt om.
T: Midt på dagen
V: Udenfor sner det lige så stille ned gennem træerne.

De vigtigste personer blandt skovelverne, og som hørte til denne skov, var samlet på denne dag. De enden boede her eller var kommet rejsende, for at deltage i dette møde, som kongen havde indkaldt til. Et møde der omhandlede hvordan de klarede sig og om noget skulle laves om eller kunne gøres bedre. Disse elvere havde levet længe og opnået deres rang gennem et langt liv, fulde af erfaringer og gennem visdom og handlinger. De styrede alt fra deres eget militær, til økonomien og handlen, til alle de mindre ting. Alakian, deres konge, mente det var vigtigt med sådan et møde. Og ikke nok med de skulle diskuterer hvordan det gik hos dem, generelt, men de skulle også diskuterer hvad de skulle gøre ved denne vinter. Om de burde blande sig i de andre kamp for at ændre den eller om de skulle være passive, til folk selv opsøgte deres hjælp. Dette var beslutninger der skulle tages i dag og mødet kunne nemt trække ud i flere timer, måske endda helt til næste dag, for de ville ikke gå før de var enige. Undervejs ville et par tjenere sørge for deres drikkevarer og mad. Tjenere, der allerede stod op langs væggen, gemte bag de prægtige søjler, der holdte loftet oppe, højt over dem. Væggene var dekoreret af diverse billeder, træskæringer og malerier, som fortalte om mange historier. Deri bland var verdenens skabelse, krigen om ringen og om Smaug. Alle gamle historier. Og snart, gættede Alakian på, ville også denne historie blive malet op på væggen, til samlingen. personligt holdte han styr på hvad der skete og skrive tiderne ned, efterhånden som han modtog dem, så også denne historie ville blive husket til andre tider. Så andre kunne lære af det. For dette var i sandheden enestående og sjældent.

Elverne var allerede samlet. Alakian kunne høre deres svage samtaler, der blev en anelse forstærket af det store rum. Alakian var flot klædt på, som han altid var og altid bør være, grundet hans stilling. Han havde en aflang kappe på, som helt skjulte hans lange, slanke og stærke krop. Denne var i sølvnuancer, med mønstre der bevægede sig, når han gik, så det lignede han var klædt i selveste sølvskinnet fra månen. Til hverdag ville han have en krone på, men denne dag var der et langt møde og han ville blot få ondt i nakken, så derfor tog han den ikke på. Folkene kendte ham jo i forvejen og de ville ikke glemme han var deres konge, uanset hvor længe mødet varede. Hans lange, hvide hår gled blødt ned over hans ryg og skuldre. Han gik med rank ryg og afmålte skridt, da han trådte ind i rummet og stilheden øjeblikkelig faldt. Hans kappe skjulte de mere afslappede bukser og undertrøje han havde på, i mere dæmpede farver. På hans hænder sad flere forskellige ringe, de fleste af sølv og med fantasifulde og meningsfulde mønstre og ædelstene. Hans hænder var knyttet foran ham, da han kom gående ind, med alt den pragt det tilfaldt en konge at udvise og alt det autoritet, han mente var nødvendigt. Han gik over til stolen, der stod nærmest tronerne, og som var en anelse højere i ryggen. Alle stolene var skåret i underfulde mønstre. Han lagde stille sin ene hånd på ryggen af stolen og så rundt på forsamlingen, der også så på ham. alle som en bukkede sig let i hovedet, en stille hilsen til deres konge, som de udviste respekt til. Og han nikkede tilbage, omend et mindre nik, for at hilse også på dem.
Til sidst lod han sin ene arm, der ikke lå på stolens ryg, svinge let ud, som ville han omfavne dem alle.
"Velkommen til min hal og tak fordi I kom, når jeg kaldte. Ved dette møde skal vi diskuterer flere ting og hver af jer har vigtige meninger og viden, som vil være nødvendig for at finde en løsning. Hvis vi alle er her, vil jeg bede Jer om at sætte Jer og da vil jeg erklære dette møde for åbent" hans stemme var hverken vildt dyb eller vildt lys, men blot middel og mild, med en hvis myndighed i sig. Uden tvivl en stemme der kunne forbande og elske en person i samme sætning, uden at toneleje ville ændre sig tydeligt. Men også en stemme der kunne bringe stilhed ved larm eller larm ved stilhed.

Påklædning

Normalt ville Samantha have sin bue og skjulte daggert med sig hele tiden, men fordi man ikke måtte gå rundt med våben i nærheden af kongen, så havde hun været nødt til at efterlade sine våben i entreen. Meget mod sin vilje skulle det lige siges! Hun følte sig sårbar uden sine våben, og hun blev ved med at tænke på at der måske var fjender i nærheden. Hun blev anspændt og blev nemmere irriteret. Kort sagt, man skulle ikke tage Samanthas våben, medmindre man virkelig gerne vil have, at hun går amok. Selvfølgelig forstod hun godt at man ikke skulle have våben i nærheden af kongen, men hendes familie havde været loyale overfor tronen i mange, mange år. De havde ingen grund, eller nogensinde haft en grund til at skade kongen. De burde da vide at hun ikke ville gøre ham noget.. Men nok om det. Hun præsenterede jægerne i dette møde. Det var virkelig hårdt at jæger på denne tid med sne. Man kunne ikke så godt skjule sig, og dyrene kunne jo høre en på grund af sneen, der på en måde 'knasede' under ens fødder. Eller også gemte dyrene sig i deres huler for at holde varmen. Bær voksede heller ikke frem fordi der ingen varme var.
Samanthas tanker blev afbrudt af at der blev helt stille, hvilket måtte tyde på at kongen dukkede op. Hun rettede sig op og vendte sit blik hen imod kongen. Hun gjorde som de andre og nikkede som en hilsen. Hun gik hen til en stol og satte sig. Stilheden lå som et tungt tæppe over dem alle. Det virkede som om at de alle ventede på at kongen snakkede igen. Samanthas grønne øjne betragtede dem alle skiftevist og stoppede ved kongen. "Deres Højhed, problemet med mad skal i hvert fald løses. Hvis vi ingen mad har, så sulter vi jo. Jeg er jægernes repræsentant, Samantha. Dyrene gemmer sig, eller hører os på grund af sneen, vi har ikke fast fodfæste, og bær vokser ikke frem. Måske skulle vi kontakte menneskene, eller hobbiterne? Måske de kunne skaffe os mad og vi samtidig giver dem noget af vores varer?" Hun lagde hovedet lidt på skrå.

Han satte sig roligt og fandt sig hurtigt og elegant til rette på stolen. Han så afslappet på forsamlingen og ventede på at nogen startede, men tydeligvis var der ingen der hungrede efter at tage hul på deres problemer. Han skulle lige til selv at åbne munden, da en ung elverkvinde snakkede. Han skiftede mening, forblev stille og lyttede til hvad hun sagde. Hendes pointer var velgrundende. Mad og resourcer, som de fik fra jagt, var vigtige og derfor havde han inviteret en repræsentant for jægerne med. Normalt var det den øverste jæger der kom, men han mente ikke at have set hende her før. Han besluttede sig for at forfølge emnet en anden gang, det var ikke så vigtigt lige nu, så længe hun havde de samme erfaringer at gøre godt med.
Han lænede sig tilbage og så tænksomt frem for sig et øjeblik. Som ung havde han selv været jæger og han mindede teknikkerne og den viden, man delte. Elverne var nogen af de mest lydløse og de kunne vandre oven på sneen uden problemer, uden at falde igennem.
"Jeg høre hvad du siger, Samantha" bekendtgjorde han endelig, så stilheden ikke blev for larmende og så hun vidste han ikke var stille, fordi han nægtede at lytte til hende.
"Og dog tøver jeg. Det tog dig ikke lang tid at komme frem til den tanke at vi burde slå os sammen med de andre racer. Behøves jeg nævne at vi aldrig har været bedste venner med menneskerne og vi at helst vil klare os selv?" Sandt, de var alle ret stolte og han havde et helt folk at være stolt af og for. Han havde ikke lyst til at bøje sig så langt at løbe til menneskerne, inden de vidste om de selv kunne løse problemet.
"Jeg ser helst vi prøver at gennemtænke problemet og finde en løsning, der gør os selvstændige. Begynder vi at løbe til de andre, vil de begynde at forlange vi hjælper til i deres verdslige problemer. Og jeg ved ikke om disse problemer er nogen vi endnu bør blande os i" han så rundt på forsamlingen et øjeblik, for at se folks reaktioner.
"Vi handler allerede drikkevarer med Dal. Men også de vil mangle mad, hvis vinteren fortsætter. Samantha, som jægernes repræsentant, er der da nogen måde i kan lære at lure dyrene ud? Er der da noget tøj, der kan skjule jer i sneen, så i ikke bliver set?" spurgte han direkte. En af de andre ved bordet nikkede svagt, som gav han kongen ret, mange andre så bare tænksomt frem for sig, mens de selv tænkte over problemet, for at se om de kunne hjælpe til.
"Herre kongen..." brød af mændene pludselig ind, trods kongen havde spurgt Samantha direkte og det derfor var hendes tur til at svare. Kongen så over mod ham med en svag resignation.
"...undskyld jeg afbryder, jeg gør det kun fordi jeg mener mit synspunkt er vigtig for den videre samtale" Efter et øjeblik nikkede kongen svagt, som tegn til at manden måtte fortsætte. Manden vædede sine læber og virkede lidt beklemt.
"Jeg er leder af køkkenet og har styr på vores handler med Dal. Men en tanke, der ikke bare har ramt mig men også Dal, er at sneen forhindre en del af deres handler og afgrøder. Også de vil mangle mad snart og vil ikke længere have ressourcer til at skaffe drikkevarer til os alle. Og der er rygter om at floden og søen er ved eller er frosset til, dette var vores vigtigste handelsvej" manden sluttede sin beretning og lænede sig tilbage. Hans konklusion var klar: De ville snart ikke modtage mere fra Dal. Og dermed var problemet lidt større. Alakian så på Samantha igen, for at lade hende svare på hans tidligere spørgsmål.

Samantha lagde armene over kors imens hun betragtede kongen. Det var meget fint at de ikke ville blande sig med de andre racer, men de havde brug for hjælp. De kunne ikke blive ved på denne måde. Det ville i sidste ende gå galt for dem. Skovelvere havde en stærk stolthed, især mændene hvis man spurgte Samantha, og der var nogen som var nød til at snakke dem til fornuft. Når ingen andre meldte sig til jobbet måtte hun jo gøre det, men før hun fik åbnet munden for at sige noget begyndte en af mændene at bryde ind. Hun kneb øjnene lidt sammen og betragtede manden med et lidt irriteret blik. Hvor uhøfligt af ham bare at bryde ind på den måde! Trods hendes utilfredshed over afbrydelsen lod hun manden snakke af ren høflighed og ventede på at han blev færdig.
Da manden endelig stoppede med at snakke rettede Samantha sig op og vendte sit skarpe blik tilbage på kongen. "Vi kan ikke passe os selv forevigt. Som den herre sagde så er vores handelsveje ikke længere tilgængelige. Hvad angår dit spørgsmål om at skjule os i sneen, så kunne det være muligt, men hvordan skal vi lave tøjet når vi ikke har ressourcerne til det? Har vi nok pels eller skind til alle jægerne?" Hun så rundt på de andre. "Jeg betvivler ikke dine måder at regere på, min konge, men i sidste ende vil du være nød til at tage et valg, hvis denne vinter ikke stopper. Enten så får vi hjælp af andre racer ved at sende nogle af skovelverne ud i byerne for at snakke med de andres racers konger, eller også må vi sulte og tørste." Hun så igen på kongen og afventede hans svar. Måske havde hun været lidt uhøflig? Hvis hun havde så han måske bort fra det. Det måtte hun håbe.

En af elverne, der sad ved siden af ham, trak vejret dybt ind med en snappende lyd, et tydeligt tegn på overraskelse og forargelse. For Samantha talte ikke særlig pænt til kongen. Han kunne se der var flere elvere ved bordet der var af samme mening. Sikke et kaos! Hvis det blev ved, begyndte de alle sikkert snart et oprør mod ham og glemte alt om deres stolte traditioner og regler. Til hverdag ville han måske have ignoreret det, hvis de blot havde talt de to sammen, ville han kunne være i stand til at ignorerer det. Men her, foran alle de andre, havde han noget at leve op til og de havde klare standarder for hvordan en konge skulle reagerer på visse ting.
Han så på Samantha igen.
"Tak, jeg ved hvad der tilkommer mig" svarede han, han var ikke direkte fjendtlig, men der var alligevel noget bestemt over hans stemme, som ønskede han at sætte hende lidt på plads. Dette fik nogle af de elvere, der havde set ganske forargede ud, til at slappe lidt af igen, bemærkede han. Og med det kunne han ignorerer hendes opsætsighed og besvare selve problemet.
Han vidste godt det var ham der skulle tage et valg, det skulle hun ikke minde ham om og han fandt det fornærmende at hun mente hun burde. Han ville dog blot høre alle sider af sagen først og se om der var en løsning på problemet.
"Lad os ikke falde ned i hullet af dystre tanker, endnu. Lad os først tænke positivt og se om der er en løsning på problemet. Jeg mistænker at flere folk, uden for vores skov, snart sner inde eller vil sulte. Disse kan ønske at løbe ind i skovens skjul, hvor træerne giver ly og måske håber de at finde mad her også" Sagde han så.
"Jeg tror umiddelbart at ved at bo i skoven har vi størst mulighed for at skaffe vores egen mad. Vi har flere århundreders erfaringer med skoven, vi ved hvad der kan spises og kan samle det ind. Men menneskernes marker vil være dækket af sne og snart vil de også have problemer med maden" han så på Samantha igen.
"De vil have meget at slås med, uden også at skulle slås med vores problemer." han vendte sig mod en af elverne, der sad nær midt ved bordet og gjorde en gestus mod hende.
"Du har styr på vores lager. Hvad har vi af pels og skind? Hvad har vi, som kan skjule vores jægere i skoven og holde dem varme?" spurgte han hende direkte. Hun så ud til at tænke sig lidt om.
"Hvide skind er ikke så normale. Jeg vil sige vi har skind til alle jægere...Men af hvidt kun til få. Vi vil være nød til at indhente hvidt fra andre steder" Det var mest om vinteren dyrene skiftede til hvide skind, men her i skoven havde de stadig mulighed for at gemme sig, selv hvis der faldt sne. Kongen nikkede svagt.
"Godt så. En ting er sikkert, vi kan forhandle med dem om nye skind og pelse" han gjorde tegn til ordføreren om at skrive denne ting ned. Det var en løsning, på et af problemerne. Nu manglede de kun resten.