Historien om Silmarillerne og De to Træer

Historien om Silmarillerne og De to Træer

De to Træer: (Og tidens begyndelse)
"Og Valinor var nu bygget og deres gyldne borge var rejst og nu anlagde de deres stad og den hed Valmar, staden med mange klokker. Foran den vestlige port lå en grøn høj, Ezellohar, som også hedder Korollairë og Javanna helligede den og sad længe i dens græs og sang om alle sine tanker om det, der vokser frem af jorden. Og Valarne lyttede til hendes sang.
Og medens de så, spirede to spinkle skud frem af højen og der var stilhed over hele verden i den time, ingen anden lyd end Javannas sang. Under sangen voksede skuddene og skønne og høje og sprang ud og således opvaktes Valinors to træer til live i verden. Om dem fortælles der mere end om noget andet værk af Javanna og De Ældre Tiders sang og saga er uløseligt knyttet til dem.
Den ene havde mørkegrønt løv, hvis underside var som glitrende sølv og fra alle hans utallige blomster faldt der altid dug, der lyste som klart sølv. Det andet havde lysegrønt løv, men hendes kanter var af skinnende guld. Hendes blomster bar klaser af gyldne luer, formet som skinnende horn, der hældte en gylden regn på jorden og blomsterne udsendte varme og et vældigt lys. Det ene hed Telperion i Valinor, og Silpion og Ninquelótë og mange andre navne. Og det andet hed Laurelin i Valinor og Malinalda og Kulúrien og mange andre navne.
Det tog syv timer for hvert træ at udfolde sig i hele deres herlighed og falme til intet og hvert træ vågnede igen til live en time før andet ophørte at skinne. Derfor er der to gange om dagen i Valinor en blid time med et blødere lys, hvor begge træer var svage og deres stråler af guld og sølv var blandet sammen. Og ved hjælp at træerne opstod tiden og en dag varede tolv timer, for hvert træ var seks timer om at falme igen."

"De tre eldar-slægter var nu samlet i Valinor, gudernes rige og Melkor var sat i lænker. Nu herskede der fred og der ville være fuld af saglig fred i mange år. Noldorne gjorde hele tiden fremskridt i deres evner og viden, hele tiden lavede de nye og smukkere ting og det var også dengang den første skrift blev til. Rúmil af Tirion hed den vismand, der først udformede passende tegn til nedskrivningen af tale og sang, nogle til at indhugge i sten og metal, andre til at tegne med pensel eller pen.
Dengang blev Finwës søn, Fëanor (Ildgejsten), født og han skulle senere få en stor betydning for Valinors og Midgårds videre skæbne.
Fëanor var smuk og han vil for altid være den snildeste noldor og den med de bedste hænder. Han forbedrede Rúmil af Tirions skrifttegn og skabte store, smukke smykker uden lige. Men familien var ikke lykkelig. Ved spæd var Fëanors mor død. Selv giftede han sig lykkelig, men efter noget voksede de fra hinanden og ægteskabet var ikke længere lykkeligt. Fëanors far, Finwë, giftede sig snart med en ny kvinde, men Fëanor brød sig ikke herom og han begyndte at leve adskilt. Disse familie-stridigheder siges at være skyld i Fëanors fordærv og bragte ham på afveje.
Og snart blev Melkor løsladt og fik lov at få frit i gudernes rige, thi han havde udstået sin straf og bedt om nåde. Men i virkeligheden bar Melkor stor misundelse og had.
Og Fëanor hadede Melkor mere end nogen anden noldor.

Nu opnåede Fëanor sin største snilde og højden af sin magt og han skabte Silmarillerne.

Historien om Silmarillerne:
Fëanor skabte Silmarillerne, tre styks, som lignede store smykker. De lignede brillanter, var stærkere end diamanter og kunne ikke skades med magt inden for Ardas rige. Men dette er blot deres krop og som med Ilúvatars børn, gemmer kroppen blot på en indre flamme. Og også silmarillerne har en indre flamme, der trænger gennem kroppen og ud. Og Fëanor skabte silmarillernes indre ild af Valinor-træernes blandede lys og der lever det lys endnu, selv om træerne for længe siden er visnet og ikke skinner mere.
Og alle forundres og elskede silmarillerne og Varda mest af alle, for hun hellige silmarillerne så intet dødeligt kød, eller nogen med uren hånd eller nogen ond vilje, kunne røre dem uden at forbrændes og visne og Mandos forudsagde at Ardas skæbne, jord, hav og himmel lå fastlagt i dem.
Og Fëanors lidenskab var bundet til disse. Og Melkor begærede dem.

Og fra da af prøvede Melkor at bryde elvernes og valarnes bånd, at udslette Fëanor og få fat i silmarillerne. Men han var listig og ingen opdagede dette. Og han plantede hemmeligheder og løgne, som inden længe nåede langt omkring. Og tålmodigt ventede han på at de skulle virke.
Og valarne vidste om menneskernes komme, men elverne vidste intet, og Melkor brugte dette imod dem og påstod af valarne holdte elverne fanget, så menneskerne kunne erstatte dem i Midgård, da valarne bedre kunne styre menneskernes kortlivede og svagere slægt og dermed franarre dem arven, som ilúvatar tiltænkte dem. Og de troede ham.
Og inden valarne opdagede dette, var freden i Valinor brudt. Noldorerne begyndte at snakke oprørsk og mange blev overmodige og glemte hvor meget de havde lært af valarne. Fëanor blev mest ivrig efter frihed og større riger og Melkor lo for sig selv, thi det var hans plan. Og Melkor plantede nye løgne om at Fëanors familie holdte møde om at fortrænge Fëanor og hans side af familien fra førerskab med valarnes billigelse. For Valarne skulle efter sigende være utilfredse med at silmarillerne ikke lå i deres varetægt. Og til Fëanors brødre blev der sagt andre løgne. Løgne om at Fëanor nu var blevet mægtig og inden længe ville fordrive dem.

Og da Melkor så at hans løgne virkede, bad ham dem skabe våben. Og det blev gjort. Og efter længere tid med ufred, begyndte Fëanor at udtale ukvemsord mod selve valarne og sige at han ville forlade deres verden og rejse til Midgård, samt fri de noldor der fulgte ham, for trældom.
Og Valarne så ufreden, men vidste ikke hvor det kom fra, og derfor troede de at Fëanor var skyld i den, thi han udtalte åbent til sin broder at han ville dræbe ham. Og Fëanor og alle der var involverede blev kaldt til dom. Og her, foran guderne, blev Fëanor underlagt mange spørgsmål og endelig blev roden til det onde klar for dem, at Melkor var den skyldige. Men Fëanor var ej uden skyld, thi han havde brudt freden i Valinor og trukket sværd mod sin broder. Og Fëanor blev forvist til et afsides sted i Valinor, hvor han skulle bo i 12 år. Og her blev silmarillerne låst inde i et jernskab.

Og Melkor opdagede at han var afsløret og han skjulte sig. Og træerne svækkedes og der blev mørkere og mørkere.
Længe vidste ingen hvor Melkor var. Og en dag bankede han på Fëanors dør og bød på venskab og opfordrede ham til at genoptage sin plan om at flygte fra valarne. Og mens Fëanor overvejede dette, nævnte Melkor silmarillerne og Fëanor så hans list og bad Melkor forsvinde.
Melkor forlod Valinor og i en tid skinnede træerne endnu en gang klart.

Men guderne fandt ikke Melkor og sammen med Ungoliant, en kæmpeedderkop, vendte han tilbage. Netop som Fëanor kom tilbage til Valinors indre og blev venner med sin broder endnu en gang, kom Melkor og Ungoliant. Og Melkor stak sit sværd ned til træernes rødder og sårede dem dybt. Og Ungoliant drak deres saft og spredte sin gift i dem og træerne døde. Og således faldt det store mørke over Valinor. Og Melkor var forsvundet igen.
Og valarne samledes til møde og Javanna bekendtgjorde at hun ej kunne gøre træerne igen, men måtte bruge Fëanors silmariller, for at lyset kunne vende tilbage. Men Fëanor ville ikke opgive sit hjertes værk. Og medens de snakkede, brød Melkor ind i Fëanors hjem og stjal. Og silmarillerne var væk. Og Melkor satte dem i sin krone, trods hans fingre for evigt ville være brændt sorte og han aldrig slap for smerten eller vreden. Og aldrig tog han kronen af.
Og Fëanor var rasende og han brød sit eksil og drog til de andre noldor og indgød dem at rejse med ham til Midgård for at få dem tilbage og for at få hævn. Dette blev starten på elvernes rejse tilbage til Midgård.

Og mange kampe blev kæmpet siden hen. Og mange ting skulle ske. Til sidst, i kampenes hede, ville silmarillerne sprede sig. En ville gå i stykker og sprede sig i himlen. En skulle ende i havet og en skulle ende i jorden. Og således gik Mandos profeti i opfyldelse, at silmarillerne var bundet til jorden og at hvis de nogensinde gik i stykker, ville hele Arda gå i stykker. For de var bundet til luften, til vandet og til jorden.