You wanted to see me? - Alakian

t: formiddag
s: Kongens tronsal
o: få elvere der lavers deres daglige sysler i forbindelse med tronssalen og kongen.
p: klik her
v: udenfor er der sne og kulde

Lyden af elvere der skyndte sig at gøre klar til samlingen af adelsmænd var overdøvende - taget i betragtning af at de var elvere, var der en masser af larm.
Hun havde fået besked om at hendes far var ønsket ved mødet, men da han lå døende måtte hun overtage hans plads - en ting hun ikke regnede med ville blive populær blandt adelsmændene.
Til trods for hendes kvindelige udseende, var Elrowien ikke nem at generalisere. Hun elskede naturen som enhver anden elver, men politik var et af hendes ynglingsemner. Politik, medicin, magi. You name it.
Hun nåede tronsalen, men da den var relativt tom var det ved at gå op for hende at hun måske havde glemt at tjekke tidspunktet for mødet. Kunne det være at mødet først var om en time...?
''hallo...?'' kaldte hun lavmælt, for ikke at tiltrække sig for meget opmærksomhed.
Selve elverkongen havde hun aldrig mødt. Hun havde hørt om hans skønhed, viden, elegance - hun var dog i tvivl om hvordan han så ud. Hun ville næppe genkende ham medmindre hun havde hørt nogen tale til ham først.
''Hallo...? Er her nogen..?'' spurgte hun inden hun så rundt, nu en smule panisk. Var det slet ikke her hun skulle være..?

(undskyld den korte start, men ved ikke helt hvordan jeg skulle starte sådan et emne.)

Påklædning

Det var tidligt på dagen, de fleste var begyndt at samles i den store tronsalen, der for mødets skyld var blevet møbleret med et stort bord og flere stole. Stole, en til hver der var inviteret til mødet. Flere adelige elvere sad allerede til bords, nogen mænd, andre kvinder, men alle overhoved for deres familier. Rundt om vimsede nogle tjenere, travlt med at sørge for drikkevarer og snacks, til dem der havde lyst.
Der var ikke lang tid til at mødet skulle begynde, så de fleste diskuterede grunden til mødet og hvad de mente om hver enkelt sag. Sandt var invitationen sendt i god tid, så de kunne nå at tænke over tingene og finde en mening, de ville frem med, så de ikke skulle spilde tid på det nu. Møder var for at tage beslutninger, ikke for at tænke over dem. Sådan var det i hvert fald for det meste og de fleste vidste også hvad der var kaldt til møde for. Det kunne ikke handle om andet end sneen omkring dem og det var i sandheden vigtigt og flere var glade for at kongen havde kaldt til privat møde.
Da Elrowien trådte ind, ignorerede de fleste hende, for hun var ikke udnævnt overhoved og derfor troede de ikke at hun hørte til mødet. Et par reagerede dog og så over mod hende, enkelte gjorde tegn til at hun skulle træde indenfor, men være stille. En ældre kvinden smilte mildt til hende, da hun gik over til hende.
"Hvad laver De her?" spurgte hun roligt, som en af de få der var interesseret, en af de få der var van til at se kvindens far, men som vidste faren var syg.
"Handler det om..." Mere nåede hun ikke at sige, for i det samme slog en tjener med en lang stav i gulvet, hvilken annoncerede kongens komme. Elverkvinden tav og så sig hastigt omkring, folk begyndte at blive stille og stille sig bag deres stole, de fleste med en hånd på deres respektive stol, deres plads. Jo tættere man sad på kongen, som havde den højeste stol for enden, jo mere magtfuld var familien, så derfor havde alle en tilegnet plads.
"Hurtigt" vimsede elverkvinden, hvorefter hun selv skyndte sig over til sin plads. Det var nu op til Elrowien selv at finde sin plads.

Endnu et møde. Det var ikke så længe siden han havde inviteret de mest magtfulde af elverne til et møde og de var blevet enige om flere ting, men det var langt fra slut endnu. Nu måtte han snakke med dem, der lå lidt lavere, men som ikke desto mindre var mindst lige så vigtige i længden. Det var vigtigt familierne støttede ham og han hørte på deres klageråb, for klageråb var der hver gang.
Sukkende havde han iklædt sig noget let tøj, som var behageligt, men stadig fint, som det skulle være for en konge. Han var iklædt nogle lidt stramme, mørke bukser. Ud over havde han en aflang kappe af en slags, som gled smidigt ned over hans krop og ud over den en anden, løs kappe af noget mere rødligt stof. Om fødderne havde han nogle sorte støvler. Han valgte ikke at tage sin krone på i dag, det var vigtigt mødet gik så smurt som muligt og det nyttede ikke noget huske dem på hvem der bestemte hele tiden, ved et symbol som kronen. De vidste det alligevel godt, selv om de havde nemmere ved at se forbi det, når han ikke havde den på. Han havde heller ikke sværdet på sig. Det lange, hvide hår faldt elegant ned over hans ryg og skuldre. Flere ringe prydede hans fingre.
Den yderste kappe gled hen over gulvet, da han forlod sit rum og gik til tronsalen.
Han var der endelig og gav tjeneren tegn til at annoncerer hans ankomst. Han hørte staven blive banket i gulvet, hvordan samtalen døde hen...Så trådte han selv ind. Et par tjenere åbnede døren for ham, så han kunne gå ind uden problemer.
Han havde rank ryg, hans skridt var afmålte og hans udtryk fortalte om autoritet, vilje og beslutsomhed. Hans grå øjne gled over forsamlingen og han var tilfreds med at der ikke så ud til at mangle nogen. Men enkelte så dog utilfredse ud og det lovede ikke godt. Var de sure over noget, havde noget de ville klage over?
Der blev nu helt stille, mens han gik over til sin stol og selv lod en hånd finde ryglænet på den. I et øjeblik så han ud over forsamlingen...Og bed mærke i en kvinde, der ikke plejede at være der, på en plads for en mand, der plejede at være der. Han havde hørt rygter om at manden var syg, men han havde ikke troet det var så slemt, at manden ikke kunne passe sine pligter. I et stykke tid stod han bare og kiggede på dem alle.
"Jeg er glad for I er kommet" lød hans stemme så. Som et springvand, blidt og bestemt, hverken vildt dyb eller vildt lys, men stadig en stemme der kunne råbe dem alle op eller hviske uhørligt.
"Vi har vigtige ting at diskuterer og jeg vil minde jer alle om at dette kan tage flere timer, hvis ikke hele dagen. Jeg håber ikke i har lagt andre planer. Mine tjenere vil sørge for i intet mangler undervejs, i skal blot hæve hånden og de vil hjælpe jer. Der vil være enkelte pauser undervejs, hvis det er passende. Manden på min højre side..." Alakian løftede let sin hånd og gjorde en gestus mod den gamle elver der stod ved siden af ham og som bukkede hovedet let i respekt.
"...Vil være ordstyre. Alle vil komme til orde" Alakian stoppede op og så rundt på dem, for at se om der var spørgsmål. De fleste kendte godt hans ord, for det var samme måde han startede hvert møde. Så måske skulle de bare komme videre.
"Før vi sætter os og tager hul på disse ting, har jeg dog et spørgsmål til en af jer" Hans grå øjne fandt unådigt Elrowien.
"Hvem er De og hvorfor kan manden, hvis plads de står ved, ikke selv komme til dette vigtige møde, som er hans pligt?" Der var stille og de fleste så over mod Elrowien...


//Det er fint, elsker din start //

Elrowien mærkede hvordan hun blev pinligt berørt over at brase ind midt i de adeliges møde. Men hun hørte til der nu, og det måtte hun finde sig i. Til trods for de mange fjendtlige blikke, kunne hun glæde sig over at en elverkvinde kom hen og talte til hende. Hun smilede blidt til kvinden. ''Min far er..'' hun tav da der blev slået i gulvet med staven. Hun kendte til denne skik - kongen var på vej.
Da hun var den sidste af adelsmedlemmerne der manglede at finde sin plads, var det ikke svært. Hun var ikke tæt ved kongen, nærmere så langt fra som muligt. Forståeligt, hendes far havde kun været med til at redde nogle dyr. Ingen gudsbenået gerning. Hun skyndte sig ned til hendes faders plads, og stillede sig som de andre havde gjort.
Kongen var i den grad smuk. Alt andet ville være en løgn. Hendes ben blev bløde, hun var ved at dejse om da hun mærkede hans blik mod hende.
Hvem hun var? Hvad hun lavede her? Burde han - som kongen - ikke vide det.
''Mit navn er Elrowien af Nargothrond, Deres Majestæt.'' sagde hun, men hendes blik vigede ikke fra ham - hun stod helt stiv.
''Min fader burde have stået her, men hans tilstand forhindrer ham i det.'' sagde hun, inden hun så over på kvinden der havde prøvet at hjælpe hende lige før.
''Jeg skulle undskylde hans fravær.'' sagde hun. Til trods for at hun aldrig havde været i nærheden af adlen, vidste hun at hun var mere end klar til det - eller, det håbede hun at hun var.
Hun så på kongen igen, uden så meget som at blinke. Selvsikkerheden burde stråle ud af hende, men om det gjorde det, vidste hun ikke. Hun følte sig hjemme, tilpas. Tiltrods for at hendes konge stod mindre end 100 meter fra hende. Hun burde bæve af ærefrygt, men istedet udviste hun modenhed. Håbede hun da..

Han lyttede stille til hvad hun sagde, hans øjne var rettet mod hende og han afbrød hende ikke, ligesom alle andre også var stille og lyttede. Da hun så over mod kvinden fra før så også kongen der over, selv om hans blik hurtigt vendte tilbage til Elrowien. Til sidst så han blot på hende et øjeblik. Så smilte han let til hende og nikkede kort, før han trak sin stol ud og satte sig. Ligeså gjorde alle de andre adelige.
"I så fald må du overgive mine bedste hilsner for hans helbred. I skal endelig sige til hvis det er noget Vi kan hjælpe med. Normalt er det kun overhovederne der er indkaldt, men jeg vil godkende dig som hans repræsentant" svarede han myndigt og lod hende dermed få den fred, hun måske havde brug for, for at sætte sig og vænne sig til sin stilling, uanset om det var for i dag eller for fremtiden. Hun havde stået stiv som en statue og det havde været tydeligt hun ikke var van til at snakke med selve kongen, men hun havde mødt hans blik. Trods det havde været lige stift nok, som om hun skulle gøre rede for noget eller beskytte noget. Det var i og for sig ikke fordi han ikke vidste at manden havde en datter. Han havde hørt om det, selv om han ikke havde haft noget klart billede af hende, men det var for at slå fast hun måtte være der og så de andre adelige ikke sad og tænkte over det, måske ligefrem var sure over, at hun var der. Nu ville de kunne fortsætte uden problemer og være fokuseret på opgaven. Han lænede sig tilbage i stolen og foldede hænderne foran sig, da hans blik for en kort stund gik på omgang i kredsen. Så nikkede han til ordføreren.

Ordføreren tog over og så kort på sin liste af navne, han ellers kunne udenad.
"Den første til at tale er kongen om et voksende problem i vort land, nemlig vinteren" bekendtgjorde han og gav dermed kongen lov til at tale igen. Kongen rejste sig op og så på den siddende forsamling, hvis ansigter var vendt mod ham.
"Vinteren er over os og der er intet der tyder på den vil forsvinde med det samme. Jeg har allerede snakket med flere af mine rådgivere og fundet på løsninger til vores nuværende og fremtidige problemer. Men jeg har alligevel et par ting jeg vil spørge jer om. Først og fremmest ønsker jeg at kende til jeres meninger, om hvorvidt vi skal hjælpe resten af verdenen med at bekæmpe vinteren eller om vi blot skal blive bag vores egne grænser og sikre vores fred?" så satte hans ned igen. Selv om de fleste kendte til dette problem og allerede havde en mening, blev de fleste alligevel siddende og lod som om de tænkte lidt over det. Lidt efter lidt blev nogle hænder rejst, et tegn til at de var klar til at tale. Ordføreren ville tage den der havde rejst hånden først og fremefter. Den første til at tale var en mand nær kongen. Han rejste sig op.
"Herre Konge. Min familie bor i udkanten af skoven og vi kan med vores egne se at sneen dækker landet værre end skoven, dette kan vel skyldes træerne og deres beskyttelse. Vi mener at vi skal holde sig udenfor og beskytte vores egne grænser. Når folkene opdager skoven giver læ, til de storme hertil og skade os" Manden nikkede let, som tak for at måtte tale, før han satte sig. Når han sagde 'Vi' mente han hele hans familie, som han snakkede for.
Den næste, den kvinde der havde spurgt ind til Elrowien før, fik nu lov til at tale. Hun rejste sig.
"Herre konge" hendes stemme havde mere gennemslagskraft og bar præg af at hun sang meget af sin tid, den var på sin vis også mere bestemt end mandens havde været.
"Vi bor i nærheden af Deres sale og kan med egne øjne se at der er masser af plads. Jeg stoler på De har klaret problemet med mad og drikkelse, med vores handler med Dal og des lignende. Vi siger vi skal hjælpe med at bringe denne troldmand til dom, så vi slipper for at skulle huse for mange. Hjælpe dem der kommer, og hjælpe med at bringe det til hurtigt ophør, inden det skader for mange" Hun nikkede selv og satte sig. Endnu blev der lidt stille, mens folk fordøjede de nye meninger og tog stilling til dem. ordføreren skrev ned hvem der havde talt og hvad de havde sagt.

Hun mærkede den brændende fornemmelse af øjne rettet mod hende, mens kongen talte færdig. Hun var sekunder fra at svare kongen i hans ord, men hun valgte at forblive stille og sætte sig. Var det overhovedet høfligt at undlade at svare kongen? Lige nu, var hun desværre lidt mere end ligeglad. Hun ønskede det bare overstået, så hun kunne tage tilbage og passe sin far.

Elrowien satte sig ned i trit med de andre også gjorde det - og lyttede til de kommentarer der var.
Havde begge to spist søm, eller var hun bare dum i roen? Hun sukkede lydløst og begyndte lidt at pille ved pynten på bordkanten for ikke at tiltrække sig for megen opmærksomhed - ingen ville hører hendes mening alligevel, hun var trods alt ikke decideret indbudt. At passe deres egne grænser ville give et udtryk for at de igen ikke tænker på andre end dem selv - og i værste scenarie ville det kunne føre til krig… Men hvis de hjalp med at bekæmpe troldmanden og vintren, ved at åbne op for kongens sale og være gæstfrie, ville andre måske få indtrykket af at de ikke længere havde den selvrespekt og fornuft for deres egen race - og det kunne også ende i krig. Måske var det kun Elrowien der tænkte over det? Måske var det hende der var dum, det var nok slet ikke sådan tingene hang sammen..
At sidde og lytte til dem var nok noget af det kedeligste hun havde prøvet. Skulle dette vare hele dagen, så satte hun sig nok snart til at dø langsomt. Bogstaveligt talt.
Hun prøvede så diskret som muligt at pille ved den løs tråd i hendes kjole. Kjoler - for pokker. Hun var vant til dem, det var ikke det der var problemet. Men hun følte sig så besnæret i dem. Helt ærligt, lobotomisér hende nu bare så hun slap for at sidde og vente!
''Ligemeget hvad i gørr, så fører det til krig i sidste ende..'' mumlede hun for sig selv, mens hun forsat legede med den løse snor på hendes kjole. Første nogle sekunder senere gik det op for hende at hun havd sagt det højt, i stedet for blot at have tænkt det. Hun stivnede lidt, og så langsomt op. Havde nogen hørt det…?

Elverne var alle født med fremragende sanser. De kunne høre mangt og meget, de kunne se længere end nogen troede muligt og de sansede de mindste forandringer i luften omkring dem. De var en ganske speciel og mystisk race, med en stolthed der var ganske dyb og velbegrundet. I hvert fald hvis man spurgte Alakian.
Meningerne fløj frem og tilbage over bordet, men på intet tidspunkt hævede nogen stemmen, trods vrede blikke alligevel blev uddelt. Andre var enige og deres blikke var mere venlige. Kongen overvejede selv at bryde ind, selv fandt han alt for lange møder direkte kedelige, trods de var forventet af ham og de var nødvendige for at holde det hele kørende og lige nu var diskussionen gået i hak, de samme meninger og ord gled over bordet og de kom ingen vegne.
Og så, midt i det hele, var det som om Elrowiens ellers stille stemme alligevel skar sig igennem og der blev stille. Den, der var i gang med at snakke, så forurettet mod elverkvinden, så så han hen på kongen for at se om kongen ville sige noget til hende. Da han ikke fik hjælp, satte han sig ned, ganske utilfreds.
Kongens blik fandt Elrowien igen. Så dette var arvingen til familien og dens pligter, hende der skulle overtage den adelige titel og for fremtiden tilkaldes til hans møder? Det ville give problemer og for nu vidste han at de fleste adelige familier begyndte at se ned på hende, fordi hun ikke holdte traditionerne i hævd og overholdte reglerne.
Og dog kunne han ikke lade være med at more sig lidt.
"Er der noget du vil dele med os, Elrowien?" spurgte han direkte, med et ganske svagt smil.
"Hvad med at fortælle os hvad du mener med den afbrydende kommentar" sagde han så, mere alvorligt, for sandt havde hun afbrudt, når der var en anden der talte og hun havde ikke givet tegn, eller fået lov, til at sige noget. Før nu.

Hun så på alle dem som nu tav og enten stirrede forfærdet på kongen end på hende.
Ærligt, så var hun allerede nu godt træt af at høre på deres skænderier - som det jo var, om de råbte eller ej.
''Kan i ikke selv se det? Nægter vi at hjælpe de andre udenfor vores egne grænser bliver der lige så fjendtlige forhold som under tiden med Smaug.'' hun så direkte på kongen, nu uden den mindste smule frygt i sinde. Hun rettede ryggen da hun nu rejste sig op. Til trods for at hun ar uvant i disse sale, så var hun endnu mere uvant i snakken med adelige og kongen selv.
''Lukker vi andre ind i Deres sale, kan I risikerer at der stjæles, røves eller sker andre fornærmelser imod Dem, og en krig vil starte på ny. Lige meget hvad, vil krig være den naturlige følge. Så hvorfor i alverden diskuterer det? Det er alligevel kongens beslutning, tiltrods for at De indkalder os til møde for at høre vores meninger.'' hun lød nu en smule mere end bare træt af det hele - hun lød totalt uforstående. Hvordan i alverden havde han tænkt sig at samle en flok elvere der var totalt uenige under samme tag ville føre til en løsning??
''Min ærede konge, jeg respekterer Dem og alle andre i denne sal, men det er tydeligt at jeg ikke hører til blandt disse elvere, og i Deres nærvær.'' Hun nikkede kort som tak for at kunne snakke, og skubbede sin stol ud så hun kunne forlade bordet, til trods for at hun ingen tilladelse havde.
''Jeg er sikker på, at min fader derimod ville stemme for at vi forholdte vores grænser lukkede og beskyttede vores egne.'' Hun satte sin stol ind til bordet og så kort mod kongen inden hun så vendte ryggen til dem for at forlade salen.

Det var mangel på respekt uden lige. I følge elverne ved bordet havde kongen reageret fair, men kvindens uvidenhed og handlinger viste direkte disrespekt for kongen. Heller ikke kongen følte sig særlig glad ved dette. Hvorfor var folk så glade for at sætte sig imod lige nu? Det måtte være sneen og den pressende stemning der var rundt omkring, som drev folk til en grænse, hvor de til sidst glemte alt om høflighed. Problemet var nu hvad der skulle ske. Mødet var ikke afsluttet, men de andre elvere ville ikke kunne tænke på andet. Hun havde repræsenteret sin familie og lige nu netop først den selv samme familie i skam, medmindre hun vendte sig om og undskyldte for kongen. Velvidende de adelige ikke ville kunne koncentrerer sig mere om emnet, rejste kongen sig.
"Elrowien, vil De venligst blive her?" spurgte han, hans stemme havde ingen problemer med at hæve sig og nå igennem folks småsnak ved bordene.
"Hvad angår Jer..." han spredte armene ud og så på de adelige ved bordet.
"...Må jeg beklagelig vis slutte vores møde nu. Jeg vil indkalde jer igen om nogle dage, men for nu vil I få tid til at tænke over det. Jeg takker for jeres tålmodighed og for jeres meninger" Han sænkede armene igen, forlod sin stol og gik lidt væk fra bordet og det nye kaos af elvere, der rejste sig, tog deres ting, bukkede eller nejede for kongen og forsvandt. På overraskende ingen tid var salen tom. Alakian håbede blot Elrowien blev her. Med en syg far var det klart han ikke kunne opdrage hende og fortælle hende hvad der var forlangt af hende, så derfor så han det som sin pligt at overtage denne rolle.

Hun kunne ikke nægte kongen hans forespørgsel at hun blev. Derfor blev hun stående og ventede på at resten af elverne gik, før hun gik hen mod kongen - dog med en passende afstand til ham for ikke at virke endnu mere respektløs.
''Deres Majestæt. Jeg mente ingen ondt med mine ord. Jeg ser blot ikke pointen i at bede om en hel sals meninger, om noget der alligevel ikke er deres beslutning men kongens egen.'' sagde hun, uden at vente på at få tilladelse til at tale. Hun havde ikke problemer med at sige sin mening, det havde hun aldrig haft.
Men hun vidste at hun havde været gået over grænsen, ved at være respektløs, men hvad skulle hun ellers havde gjort? Siddet stille og bare holde sin bøtte? Det lå ikke i hendes natur, desværre. Hun var rapkæftet, og mange havde tidligere drillet hende med at hun måtte være en dværg i en elverkrop. Hun sagde ikke mere, stod blot og så ned i gulvet mens hun ventede på at kongen kom med en passende skideballe. Hun havde fortjent en.

Han vendte ryggen til bordet og gik nogle skridt væk fra det, som trådte han fra et rum og ind i et nyt. Bordet symboliserede et fælles møde, en fælles ting, hvor dette var noget helt andet. Han ville helst lidt væk fra bordet. Først da der blev stille, vendte han sig om og så om Elrowien var blevet...Hvad hun, til hans lille glæde, var.
Han hævede hånden til at hun skulle stoppe sin svada af ord. Hun vidste at hun havde klokket i det, ellers ville hun ikke have sagt og reageret sådan, men han havde ikke brug for undskyldninger. I stedet smilte han svagt.
"Din far må være meget syg, siden han ikke selv kommer. Dette gør mig frygteligt ondt og det er klart dette må hvile tungt på dine skuldre. Han må have udvalgt dig som hans arvingen og den der skal repræsenterer familien, dette viser ikke blot at du skal leve op til en hel masse ting...Men også en dyb tillid, fra hans side og fra familie, et stort ansvar" svarede han roligt, hans hænder blev samlet foran ham og flettede sig elegant ind i hinanden, som han stod der, rank, og så på hende. Det var klart at han prøvede at gøre hende det klart at hun nu havde et stort ansvar at leve op til og en stor tillid, fra sin familie, om at gøre det godt. Hvis dette ikke betød noget...Så han ingen grund til at fortsætte dette og han ville smide familien ud af hans råd.
"Hvad angår mødet..." han gjorde en let gestus mod bordet, de havde siddet ved.
"...Er en god konge da ikke en, der lytter til sit folk? Ville folket, uden spørgsmål, følge en konge der blot gør som han selv mener er rigtigt, uden at høre hvordan tingene virkelig høre sammen?" han så lidt på hende. For ham lå dette meget klart. En konge lyttede til sine folk og lod dem tale, uanset om han selv havde taget en beslutning eller ej.

//undskyld tiden og undskyld det korte svar

Hun lyttede til kongen, og nikkede til enhver ting han sagde - hun vidste jo at han havde ret i alt hvad han sagde, og hvis han ikke havde, så måtte hun holde mund om det og lade ham blive ved troen om at han havde ret.
''En god konge kan spørge til råds alt hvad han ønsker, men det er i sidste indstands kongens egen vurdering af tingene der er gældende. Ville det ikke være en fejltagelse at lukke for grænserne, og nægte trængende hjælp? Jo, men det ville sikre os selv. Men så, på den anden side, lukker vi dem ind og hjælper hvor vi kan, kan vi ende med endnu flere af vore egne døde. Vi kan risikerer krig i vores rækker, og ingen vil kunne give sig selv skylden udover kongen som gav tilladelse.'' hun så sparsomt på ham, stadig med hovedet bukket - hun turde ikke rigtigt se på ham i frygten for at møde et dømmende eller bebrejdende blik.
''Jeg undskylder for min direkte opførsel, Deres Majestæt. Min far har ikke haft muligheden for selv at undervise mig i etikken ved hoffet, da min mor gik bort da jeg var ganske lille. Han har ikke været mentalt til stede siden hendes død..'' sagde hun, og håbede spagt at kongen forstod, at hun tildels havde været nød til at oplære sig selv i alt fra elvernes traditioner, til hvordan hun skulle begå sig, og til hvordan hun skulle opføre sig.
Hun så lidt op på ham, inden hun igen så lidt ned, for at undgå hans gennemborende blik. Selvom han var en ung konge, havde han tydeligvis styr på hvordan man intimiderede sine laverestående.

//mine er heller ikke for lange, så ingen skade sket//